Vestlollands Kloakservice blev etableret d. 4. Maj 1970 af Murermester Knud Børge Nielsen, som blev tilsluttet Sønder Birks Vognmandsforretning.
Der blev købt en 4 m3 slamsuger, som blev bygget hos J.Hvidtved Larsen i Silkeborg. Den blev bygget på en brugt undervogn af mærket Bedford. Det var dengang en voldsom stor lastbil - og en stor investering på kr. 67.000.
Den første ordre var fra Nakskov Kommune med tømme alle vejbrønde til kr. 65,- i timen.
Den næste kunde var Nakskov Sukkerfabrik, hvor man skulle tømme deres interne kloakværk.
Der kom flere og flere privatkunder til – og behovet for at købe en spuler mere blev større. Det blev til en Unimog, der også kunne køre i markerne, når der var behov for at spule dræn for landbruget.
1974 blev der indført krav til slamsugere som skulle køre med olie og kemikalier, så der blev investeret i en ny Volvo N7 3-akslet 12m3 Kombi, som blev bygget op i Frankrig. Dette var en af de første i Danmark, der var godkendt til at måtte køre med farligt gods. Derudover var det den første nye model fra Volvo med lang næse.
Der var monteret et lille anlæg som afgav rosenduft, hvis man holdt og arbejdede i den indre by, så der ikke var lugt gener fra bilen.
Senere blev udvidet med en brugt 8 m3 kombi-slamsuger fra Tyskland.
Denne blev udskiftet med en Scania 140 12m3 kombi-slamsuger da der skulle bores efter olie ude ved Søllested.
1984 blev der investeret i en Land Rover med Kloak-T. Det var dengang et topmoderne udstyr, hvor det var muligt at optage filmen på video. For at få kameraet igennem kloakkerne skulle det trækkes igennem med en snor eller skubbes ind.
1987 blev der købt en brugt MAN 14 m3 kombi-slamsuger og nuværende ejer Knud Åge Nielsen kom hjem i firmaet efter at være blevet udlært som lastbilmekaniker.
1989 blev der investeret i en ny Scania T112 12m3 kombi-anlæg med en spuleslanges som var 1 ¼ tomme - og spulede med lige ved 390 liter vand i minuttet. De første 20 år var gået og grundlæggeren Knud Børge Nielsen begynder at få problemer med helbredet og vælger at stoppe som 65 årig.
4. Maj 1990 var der generationsskifte, hvor Knud Åge Nielsen som 23 årig overtog firmaet med tre ansatte. Timeprisen var nu kommet op på kr. 380,-.
1991 blev Tv-inspektions vognen udskiftet med en brugt, hvor kameraet var selvkørende, og der var kommet en computer til ind rapportering af de skader, der blev sporet i kloakkerne.
1991 blev Heunerika Olieseparation i Horslunde opkøbt. Anlægget havde en tankkapacitet på 300 tons og kundekredsen blev stadig udvidet i takt med behovet.
1993 blev der købt en ny 12,5 m3 Kombi ADR Slamsuger i Tyskland og Knud Nielsen begyndte at sammearbejde med det tyske firma Hellmers om at bygge en slamsuger, der kunne klare separation af olie og vand ude hos kunden. Denne vogn var færdig i 1994 og der er kun leveret to stk. i Danmark, men der er solgt mange til resten af Verden.
1995 opkøbte virksomheden Rudbjerg Kloakservice, da Freddy Hansen ønskede at stoppe.
Firma-domicilet var nu ved at være noget indeklemt ved Trælastkompagniet på Rødbyvej i Nakskov, og i 1995 flyttede man til den nuværende adresse på Linkøpingvej.
Der blev investeret i en slamsuger med Genbrugs-spuling. Dette var ganske nyt og gav en stor besparelse ved at rense vandet som blev suget op, så man kunne bruge det til at spule med igen.
1997 blev der investeret i en ny slamsuger til ADR-transport, Knud Åge Nielsen blev godkendt til at transportere farligt affald i fast og flydende form.
1998 blev der investeret i nyt TV-inspektions kamera i farve. Nu skulle der kulør på kloakkerne. Alle optagelser kunne nu leveres i farve. Sort/hvid var en saga blot.
2000 blev der investeret i højtryks-anlæg op til 500 bar og 90 grader varmt vand til industrispuling.
Der kom nye opgaver til og der blev investeret i et højtryks-anlæg op til 2000 bar, som kunne skære igennem alt fra træ til beton
2001 blev der investeret i en Volvo 8x4 med 25 tons-meter kran og containerhejs.
2003 bliver der investeret i 3 nye slamsugere, hvor to af dem kan afvande spildevands-slam. Disse skulle bruges til tømningsordningen på Lolland-Falster, som bestod af ca. 12.500 tanke, der skal tømmes en gang årligt.
2004 tages spadestikket til et nyt firma under Knud Åge Nielsen, nemlig Miljøcenter Syd. Dette firma godkendes til olieseparation med en tankkapacitet på 1.3 mio. liter til slambehandling, affalds-sortering, behandling af gadefejesand og sand fra kloakker.
2005 opkøber virksomheden vognmand Finn Pedersen, der kørte med sukker på gardintrailere. Der bliver løbende investeret i flere trækkere og sættevogne. Både tip-, gardin- og tanktrailere.
2006 opkøber man vognmand Flemming Jensen, som havde to lastbiler med container-kørsel og ca. 25 containere.
2007 investerer man i en gummiged, og flere containere kommer til. Der tilkøbes et sorteringsamlæg til harpning af jord, samt en brugt slamsuger. Man køber også en ny TV-inspektions vogn med de nyeste kameraer, som kan køre ”stik i stik” og alle optagelser sker nu digitalt.
2008 var året hvor Knud Åge Nielsen købte Container Jørgens virksomhed, da han ønskede at ophøre på grund af sit helbred. Container Jørgens virksomhed bestod af mange forskellige container-typer, så Vestlollands Kloakservice havde nu omkring 145 containere i forskellige størrelser og former.
Nordfalster kloakservice opkøbte man, da Frank Larsen gik bort. Dette firma bestod af en slamsuger.
En ny tysk 14 m3 Kombi ADR Slamsuger blev også købt.
2009 er året, hvor der investeres i firmaets hidtil dyreste slamsuger til mere end 3,8 millioner kroner. Det er en Scania Kombi Genbrugssspuler med 500m 1 ¼ tomme spuleslange, der giver 600 l. vand i minuttet.
Denne leveres fra samme firma, J.Hvidtved Larsen, som byggede den første slamsuger til firmaet 39 år før. Den nye er top-moderne og miljøvenlig. Den bruger mindre dieselolie og er godkendt til at køre i miljøzoner i større byer.
Den bruger også mindre af naturens vand-ressourcer, som igen giver mindre CO2 udslip da man undgå at køre efter vand.
Denne korte gennemgang viser, at de to personer, Knud Børge Nielsen og Knud Åge Nielsen, har fulgt med udviklingen - og tilpasset sig behovet fra deres store faste kundekreds.
Gennem alle årene har de søgt at være på forkant med udviklingen inden for branchen og miljøet. De sørger også for efteruddannelse af de medarbejderne, hvoraf mange af dem har været ansat hos Knud Åge Nielsen i både 12, 14 og 16 år.
Alle er med til at gøre det til en god arbejdsplads og totalt set skaber det en stabil og tilfreds kundekreds.
Medarbejderantallet er ml. 18-25 medarbejdere, da der kan være en del sæsonarbejde.
Vestlollands Kloakservice dækker nu hele Lolland-Falster med opgaver inden for private kunder, industri, landbrug og kommunerne.